Den døde helt (4)

Den døde helt er fjerde og sidste bind i serien om Eriann og Vidar og Det Levende Sværd. Det er blevet en lidt længere bog end de andre, fordi jeg har skullet fortælle en historie, men samtidig også afslutte hele serien. Jeg håber, at mine læsere vil synes, at det er lykkedes for mig. I Den døde helt møder vi igen Eriann og Vidar, der stadig er sammen med prinsesse Sofia og prins Adrian. De er nået til Beri og bor hos Vidars mor, men deres hyggelige ophold der bliver brat afbrudt, da de får at vide, at hertug Kord har taget Ullvar og Hannes til fange på sin borg. Eriann og Vidar samler med hjælp fra deres venner en hær og drager ud for at befri dem. Men hertug Kord er ikke den døende mand, han var i første bind. Han har fået nye kræfter takket være en troldkvinde, der oven i købet har en tæmmet drage på sin side. Krigen om Fagermark er brudt ud – og der bliver kæmpet til døden.

Omtale
Dette afsluttende bind af historien er heldigvis også blevet godt modtaget, sådan som de andre bøger i serien er det. Se omtale her.

Uddrag
Langsomt får han hele historien frem. Hvordan de kom til huset ved Dybensø uden varsel. Hvordan de slog, smadrede, stak i brand. Hvordan lederen, Ralf, en led fyr, hvis navn jeg godt husker, bragte dem til hertugen.
Jeg er nødt til at vende mig væk og gå over til vinduet, så hun ikke kan se mit ansigt. Udenfor er gaden ved at vågne op, købmændene åbner deres boder, de første kunder viser sig. En helt almindelige morgen for alle andre end os her i huset. Jeg kommer til at tænke på, hvad Ullvar fortalte om Hannes og Gerda. At de kom gående ud af skoven, forkomne og næsten ude af stand til at tale. På flugt fra deres far. Og selvom de fandt ly og sikkerhed hos Ullvar, så blev de alligevel fanget til sidst. Jeg lukker øjnene, læner panden tungt mod glasset. I det mindste er hun ikke blevet stum. Hun taler trods alt, og det er bedre end, at hun bare stirrer frem for sig på noget, der slet ikke er her, men et sted i fortiden.
”Vores far … hertugen … han havde lige fået noget af den der drik, og så fik han dem til at hente Ullvar nede fra fangehullet. Og de skulle holde ham, mens han tog hans hånd. Og han sagde, at Hannes og jeg skulle se på det. Det sagde sådan en væmmelig lyd … og Ullvar … Ullvar skreg.”
Nu presser hun hænderne for ørerne, som om hun stadig kan høre ham. Jeg har lyst til at gøre det samme. Åh, hvorfor blev vi også så længe i Østerfjord? Hvorfor tog vi ikke af sted, straks da vi kunne? Så havde vi måske fået besked om det her meget tidligere, måske kunne vi have … Det er ikke til at holde ud! Jeg snurrer rundt, parat til at sige alt muligt, men en advarende bevægelse fra Vidar får mig til at lukke munden igen.
”Hvilken drik, Gerda?” spørger han stille.
”Den, der holder ham i live. Den, hun laver til ham. Iza. Heksen med uhyret i kælderen.”