Den tavse prinsesse (3)

ce_tavsep2

Udgiver: Høst&søn

Udgivelsesår: 2012

Udgave: 1. udgave

Form: Indbundet

Serie:

Gruppe:

Den tavse prinsesse er bind nummer tre i serien om Eriann og Vidar. På vej fra Østerfjord til Ullvars hus i Sommerskoven falder Eriann og Vidar i kløerne på den onde hertug Fritz. Og selvom Vidar er bærer af et magisk våben som Det Levende Sværd, lader det til, at han denne gang har mødt sin overmand. Det er op til Eriann at prøve at redde både sig selv og Vidar fra den magtfulde hertug, men hvad skal hun stille op med en, hvis kræfter synes at overgå enhver dødeligs? Hun er nødt til at finde nye og ukendte sider af sig selv i sin kamp, men heldigvis får hun også hjælp fra en uventet kant.

Den tavse prinsesse er anderledes end de to første bind i serien, fordi jeg gerne ville se, hvad min hovedperson ville stille op, hvis hun ikke kunne gøre det, hun er bedst til, nemlig at handle og at kæmpe. Eriann bliver tvunget til at lære noget om list, eftergivenhed, samarbejde og tillid til andre.

Omtale
For positiv omtale af bogen kan du læse mere her.  I Politiken fremhæver Steffen Larsen “den veldrejede og sprogligt elegante rejseberetning fra eventyrets verden”.

Uddrag
Jeg smyger mig uden om tjørnen og nærmer mig kanten af skrænten.
”Det ser ud, som om der står tre heste derinde mellem træerne, men jeg kan ikke se …”
Det rasler i bladene bag os. Jeg når akkurat at vende hovedet, så brager en kriger ud af buskadset.
”Nu er det nok. Jeg smadrer dig, din øgle!” brøler han og kaster sig over Vidar.
Af bare overraskelse træder jeg bagud og mærker jorden forsvinde under min ene fod. Med et forskrækket udbrud tumler jeg nedad, ruller rundt og lander på min bue, der er blevet vredet om og flækker med et smæld. Sådan noget lort! Jeg smider det ubrugelige våben til side, trækker min kniv og kæmper mig op ad den mudrede skrænt igen. Lyden af sværd, der hamrer mod sværd, fylder luften. I det samme kommer Vidar og krigeren væltende ned mod mig. Vidar klarer akkurat at holde balancen, hans modstander bevæger sig til gengæld ubesværet rundt på den stejle flade, som stod han på dansegulvet i en riddersal.
”Jeg advarede jer! Men hvis I ikke vil høre, skal jeg nok vise jer, hvem det er, I har at gøre med!” snerrer han, rød som en kogt reje i ansigtet.
Slagene hagler ned over Vidar fra højre, venstre, ovenfra med en hastighed og styrke, jeg er nødt til at beundre. Hvad i alle kongers navn laver så veltrænet en kriger her midt ude i skoven? Og hvorfor skal han absolut vise os, hvem vi har med at gøre? Kunne han ikke bare fortælle os det?