Den Sorte Safir – Dronningens gåde (5)

Den Sorte Safir - Dronningens gåde

Udgiver: Carlsen

Udgivelsesår: 2009

Udgave: 1. udgave

Udsolgt: 1. udgave udsolgt fra forlaget

Form: Indbundet

Serie:

Gruppe:

Dronningens gåde er femte bind i serien om Den Sorte Safir. Selvom rejsen over De Døde Bjerge har været hård for både Sif og Aramiel, føler de sig tættere på at nå deres mål. Ikke mindst da de bliver gæstfrit modtaget i kong Neibars by, hvor dronning Chalanya indvilliger i at hjælpe dem. Hun stiller dog én betingelse: Inden tre dage skal de gætte hendes gåde, ellers må de rejse tomhændede hjem. De går straks i gang med at lede efter svaret, men så forsvinder Sif …

Denne udgave er udsolgt fra forlaget.

Uddrag
Jeg holder ikke af synet af blod. Og blodet flød i en strøm fra det sår, Sif havde fået af den vilde hund. Men der var hverken tid til at væmmes eller tid til at forbinde hende. Fra et sted i nærheden opfangede jeg rasende knurren. Hvis vi nogensinde skulle nå over kløften, måtte vi videre med det samme.

”Kom, vi kan ikke blive her.”
Varsomt skubbede jeg en arm ind under Sifs skulder og hjalp hende på benene. Hun haltede slemt og lænede sig tungt mod mig. Bag os voksede hundenes knurren i styrke og blev fulgt af lyden af kløer mod stengrund. Fortvivlet forsøgte jeg at sætte farten op.
”Vi skal bare lidt længere. Det klarer du sagtens.”
Sif mumlede noget uforståeligt. Jeg prøvede ikke at se det røde spor, hun efterlod.

Endelig drejede stien, og Broen kom til syne et stykke længere henne. I det samme sprang en enorm hund frem fra sit skjul bag en klippeblok lige foran os. Den stod med rejste nakkehår og blottede tænder og spærrede vejen. Samtidig kunne jeg høre de andre hunde nærme sig bagfra.

Nu løftede Sif hovedet. Hendes ansigt var fuldkommen askegråt og fortrukket.
”Aramiel, jeg tror, du skal efterlade mig her,” hviskede hun. ”Og hente hjælp …”
”Du er ikke rigtig klog, ørkenpige.” Jeg håbede, at jeg lød mere sikker, end jeg følte mig. ”Vi skal over den bro begge to.”

Den store hund gjorde klar til angreb, og vi trak os baglæns. Jeg overvejede kort, om bare synet af Sif som løve ville skræmme den. Så indså jeg, at hun næppe havde kræfter til en forvandling. Et kig over skulderen afslørede seks-syv muskuløse hunde, der rykkede vagtsomt frem i flok. Vi var omringede. Sif stod lænet op ad mig med halvlukkede øjne. Det var op til mig nu.