Gemmebogen – en bogskulptur
D. 11. maj 2010 fik min søster, billedkunstneren Rose Eken og jeg overrakt 3. præmie i en konkurrence »Den illustrerede bog«, som var blevet udskrevet af det daværende Kunstråds billedkunst- og litteraturudvalg. Præmien var på 25.000,- til deling, og vi fik den for værket Gemmebogen, der er en slags billedbog i tre dimensioner, en bogskulpter. Konkurrencen indbød til “stræben efter kunstnerisk nybrud”, og det var vores udgangspunkt for dette værk. Vi er i øjeblikket i gang med at forsøge at finde fondsmidler, så der kan bliver fremstillet mere end dette ene eksemplar.
Gemmebogen er ikke en traditionel billedbog, det er skulpturel bog, en bogskulptur. Min søster og jeg har lavet værket sammen, og vi har forsøgt at udforske grænsen for, hvad en billedbog kan være og arbejde med tekst og illustration i tre dimensioner. Resultatet er blevet et bogobjekt, der kan foldes ind, foldes ud, vendes og drejes, åbnes og lukkes, så både tekst og tegninger kommer til syne og forsvinder igen. Hele bogens fysiske udformning er en illustration af teksterne, der kredser om skjulte, usagte følelser, tanker og tilstande. Der er ingen begyndelse, midte eller slutning, teksterne kan læses i tilfældig rækkefølge, de kan ses som et kor af stemmer, der vil lyde forskelligt for hver ny læser. Gemmebogen er på en gang et møbel, et højhus, et bibliotek, en labyrint, et skrin med hemmeligheder – den afslører ikke alt på en gang, man skal være nysgerrig og villig til at lede. Udformningen trækker på elementer fra den klassiske billedbog til småbørn – formen inviterer til leg og afprøvning, og låger, skuffer og flapper giver mulighed for at gå på opdagelse og konstruere. Teksterne er imidlertid til store børn – deres læsning bliver her iscenesat på en måde, der peger på selve læsningen som tydningsproces og på læserens egne forestillinger om, hvad en bog er og kan.
(Fotos: Rose Eken)
Uddrag (et af de længste tekststykker i Gemmebogen)
På vej ned ad trappen tænker jeg, at det er meget godt, mor er sådan et rodehoved. Det er let nok at snuppe et par cigaretter, uden at hun bemærker det. Jeg sørger altid for ikke at tage for mange på samme tid, for selvfølgelig kan hun tælle sådan nogenlunde, men af og til kan jeg score en halv pakke, fordi hun tror, hun har glemt den et sted eller har smidt den ud ved et uheld.
Vi er begyndt at tage derover de fleste eftermiddage. For hver gang jeg ser hende, synes jeg, at hun er blevet mindre.
”Hvordan har natten så været?” spørger mor, så snart vi har sat os på en stol på hver side af sengen.
Det er et af standardspørgsmålene.
”Jo, tak. Det med at man kan sove, når man bliver gammel, er noget vrøvl. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det. Nu glæder jeg mig snart til den der evige søvn.”
Jeg griner, men jeg kan se, at mor bliver irriteret. Som sædvanlig lader jeg dem om at snakke og venter på det øjeblik, hvor mormor siger:
”Så, Anne, nu skal du vist ned i kantinen og have dig en kop kaffe.”
”Skal jeg det?” svarer mor som altid.
”Ja, nu skal jeg lige tale lidt med Maja.”
Først når vi er helt sikre på, at mor har taget elevatoren, finder jeg cigaretterne frem og lægger dem over i den øverste skuffe i sengebordet. Den med lås. Jeg stryger også tændstikken for hende og åbner vinduerne på vid gab. Hun ryger helt langsomt og hoster af og til.
”Jeg ligger og tænker på alle de smøger, jeg har røget uden at bemærke det, Maja,” kommer det så hæst. ”På alle de ting, jeg har gjort uden at lægge mærke til dem.”
Jeg kigger på hendes hånd med de grønne årer under den grå hud. Udenfor skinner solen varmt, et myggestik på mit ben kløer, mormor smiler til mig, mor har købt ind til frikadeller, og jeg har engelsk for til i morgen. Det er der alt sammen, det snor sig rundt om mig, lægger sig mod min hud som røgen fra cigaretten, og jeg suger det til mig, for at det aldrig skal forsvinde helt.