Natulv
Natulv er en historisk thriller, der foregår et sted i Danmark lige i begyndelsen af 1900-tallet. Nethe, en pige på 14-15 år, er alene i verden efter sin mors død. Ved at lyve sig ældre får hun arbejde som barnepige på egnens fornemme herregård, hvor familien Huntsted holder til. Men det viser sig snart, at alt ikke er som det skal være på Klintehuus. Den ældste søn Dagfred fastholder stædigt, at hans stedmor, den nye fru Huntsted, er en heks. Og noget lurer i mørket og slår dyr ihjel om natten. Måske taler historierne om Den Grå, en farlig ulv, virkelig sandt?
Natulv er en roman, der har været længe undervejs. De første skitser til historien lavede jeg allerede i 2006. Den helt oprindelige idé og grundstemning stammer faktisk fra et mareridt, jeg engang havde. Den færdige roman ligner slet ikke min drøm, men den underliggende følelse af fare har jeg forsøgt at bevare. Ellers voldte den geografiske placering af Nethes historie mig en del vanskeligheder. Oprindelig var Klintehuus nærmest en gammel borg placeret et sted, der mindede om det skotske højland. Men jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at arbejde med meget mere velkendte elementer for at få historien bragt til live. Og Danmark om efteråret kender jeg!
Omtale
I Weekendavisen skriver Damian Arguimbau bl.a. om Natulv:
Eken balancerer fint historien mellem Nethes sårbarhed, Dagfreds uforudsigelighed og uhyggen i og uden for herregården. Historien slår sving undervejs, og man kan ikke gætte slutningen. Romanen er halvt psykologisk thriller og halvt gyser. En god bog til de lange, mørke vinteraftener. Eller til at læse op omkring bålet ved nattetide.
I Politiken giver Steffen Larsen Natulv fem stjerner og skriver bl.a.:
Cecilie Eken skriver på dansk, så englene synger og ulvene hyler. ‘ Natulv’ er en kulsort fortælling, der bliver hængende i læseren bagefter som en uro af uhygge og med en duft af vilddyr.
Uddrag
–Hvor gammel er du?
–Seksten år.
Det er løgn, og hun presser da også sine tynde læber sammen og mønstrer min højde og mine spinkle arme.
–Du ligner ikke en på seksten.
Jeg trækker på skuldrene og svarer ikke. Nogle gange virker det.
–Og du har passet helt små børn før?
–Mange.
Forrige sommer fik jeg lov til at kigge efter naboens piger hjemme i Serup, mens deres mor lagde vasketøj til blegning nede ved åen. De kunne begge både gå og tale, den yngste var fire år.
Madam Søby sukker.
–Nethe er en god pige, bryder tante Ada ind på vej fra brændekassen til komfuret med en af rollingerne i hælene og den mindste på hoften. –Min kusine sørgede for, at hun passede sin skole.
Hun ser ikke på mig. Jeg har boet hos hende og onkel Bert i over seks uger nu, og jeg tror ikke, hun har mødt mit blik på noget tidspunkt. Foran mig retter madam Søby sig op og fnyser kort.
–Godt, så siger vi det. Men fruen bliver nødt til at se dig. Skynd dig at pakke, hvad du vil have med. Vi skulle gerne nå tilbage, inden det bliver mørkt.
Jeg nikker og går ind i soveværelset og hen til sengen, som jeg har delt med de to ældste. Så snart jeg er ude af syne, begynder de at tale lavmælt om mig.
–Jeg forsikrer Dem, madam Søby, hun kan godt tage fat. Hun har mange flere kræfter, end man lige skulle tro. Vi havde gerne beholdt hende, men …
–Ja, det kan jo være, I får hende igen. Den sidste rendte af pladsen efter to dage. Nu spiser hun vel ikke for meget?
Tante Ada forsikrer, at det gør jeg ikke. Hvad de mere taler om, kan jeg ikke høre. Jeg giver mig til at lægge mine ejendele sammen på det blomstrede tørklæde. Der er ikke særlig meget. Min natkjole, to par uldne sokker, et par lange underbukser, min mormors salmebog, det røde hårbånd og en ting mere, der egentlig tilhører tante Ada, men som jeg tager med uden at spørge. Jeg ejer kun én kjole, og den har jeg på. Alle min mors sager har tante Ada arvet; det påstår hun i hvert fald selv.