Terra

cecilie_terra

Udgiver: Tobaksskaderådet

Udgivelsesår: 1999

Udgave:

Form: Hæftet

Gruppe:

Terra er en science fiction novelle, der oprindeligt blev trykt i 1999 i en antologi, Den mystiske kuffert – og andre historier, udgivet af Tobaksskaderådet (en organisation, der ikke findes mere). Den blev uddelt gratis til alle folkeskoler i Danmark, så den står på mange skolebiblioteker. Siden er den blev trykt i andet undervisningsmateriale også. I den forbindelse skal jeg lige gøre opmærksom på, at der er EN FEJL i den version, der gengives i Læselyst og skrivfryd 1 af Cecilie Bogh og Jette Eiberg – og muligvis også i andre elektroniske versioner. Der skal nemlig være et mellemrum inden de sidste fire linjer, dvs. en hel klar markering af, at vi springer i tid. Den korrekte version findes i Den mystiske kuffert. En mulig tolkning er at læse de sidste fire linjer som et spring frem i tiden, hvor Navis og Tera er nået op til overfladen og finder land. I anslaget drømmer Tera, og i slutningen bliver det til virkelighed. Alt er skrevet i datid, men de sidste fire linjer er tænkt som noget, der foregår senere.

Jeg modtager en del spørgsmål fra elever, der bruger novellen i forbindelse med folkeskolens mundtlige afgangsprøve i dansk, og jeg har prøvet at besvare de mest almindelige spørgsmål her på siden.

ornament-p11.gif

Spørgsmål: Hvorfor hedder hovedpersonen Tera med et r, mens historiens titel er med to r’er?

Svar: Terra er det latinske ord for Jorden. Jeg syntes ikke, at Terra lød så godt som pigenavn, så jeg tog et r væk – og jeg syntes også, at det passede med, at i Teras verden ved de ikke meget om ’jord’, for de har mistet kontakten med den, derfor kunne de  godt fejlstave præcis det ord. Hendes navn peger samtidig på hendes forbindelse til Jorden oppe over havet (som jeg gør opmærksom på i mit valg af titel). Jeg tænkte faktisk meget over navnene i denne novelle. Marina og Navis betyder også noget på latin (hhv. hav og skib). Med andre ord: ‘hav’ – ’skib’ – ‘jord’ – de tre vigtigste personer i novellen har netop navn efter tre vigtige elementer i den verden, novellen foregår i. Navis er den, der forbinder havet og jorden – den der er i bevægelse, sætter ting i gang – som han gør det i Teras liv. Marina er den, der bliver i havet.

ornament-p11.gif

Spørgsmål: Hvad med familie, har Tera sådan en? Eller er voksne og børn opdelt på de forskellige niveauer?

Svar: Tera har ingen familie. Hun er – som alle i sin verden – et reagensglasbarn skabt i et laboratorium. Hun er selvfølgelig vokset op med voksne “passere”, men ikke med en familie.

ornament-p11.gif

Spørgsmål: Hvad er dit budskab i novellen?

Svar: Mht. budskab så er jeg lidt forsigtig med den slags. Hvad synes du, novellen fortæller dig som læser? Det er så dens budskab til dig. ‘Valg’ er et vigtigt tema for mig, når jeg tænker på Terra. ‘Mod’ kunne være et andet kodeord, modet til at tage et skridt, som man frygter, men som alligevel føles rigtigt. ‘Magtforhold’ og kontrasten mellem natur og kultur er andre elementer, der er i spil. Klimaforandringer selvfølgelig … Men historier er ikke som matematikopgaver – der er ikke ET korrekt svar – det er i høj grad op til læseren. Men mening er der helt sikkert i teksten – historier har altid en eller anden form for mening. Som mennesker søger vi altid mening – og den er historierne med til at skabe. Men jeg har det aldrig sådan, at der er ET budskab i mine tekster, og det har alle bare pinedød at fatte, ellers er de dumme.

ornament-p11.gif

Spørgsmål: Hvor fik du inspirationen til Terra fra?

Svar: Det skete for mange år siden, da man stadig sejlede over Storebælt i færger! Jeg stod på dækket, solen var ved at gå ned, det lave lys over vandet var meget smukt, og så forestillede jeg mig byer dernede under bølgerne. Men jeg tænkte også, at det jo på en måde var en ‘unaturlig verden’ for os mennesker, der hører til på land. I øvrigt blev historien i sin tid skrevet som et bestillingsarbejde fra det nu nedlagte “Tobaksskaderåd”, der ville lave en novellesamling til folkeskoleelever. Det behøvede ikke at handle om tobak – vi fik bare et billede af et barn ved en seng med et vækkeur – og det skulle være vores udgangspunkt. Men cigaretters form inspirerede mig faktisk til udformningen af tårnene i Terra – og lungerne/frisk luft i lungerne fik jeg også derfra … Jeg har selvfølgelig også fået inspiration fra science fiction film, bøger og tegneserier. Her vil jeg særligt fremhæve tegneserierne om Linda og Valentin af franskmændene Jean-Claude Mézières og Pierre Christin. De er ret fantastiske og var blandt andet med til at give George Lucas idéer til Star Wars.

ornament-p11.gif

Spørgsmål: Slutter Terra dér – eller er der en fortsættelse/en hel bog et sted, så jeg kan læse slutningen?

Svar: Nej, der findes ingen bog. Terra er en novelle. Det er meningen, at slutningen skal være åben – hvad der sker videre, må du som læser selv forestille dig.