Karanagalaksen Log II – Tillid
Udgiver: Høst&søn
Udgivelsesår: 2018
Udgave: 1. udgave
Form: Hæftet / eBog / Lydbog
Serie: Karanagalaksen
Tillid er andet bind i min intergalaktiske eventyrserie (science fantasy, space fantasy, hvad I nu vil kalde det), der handler om, hvad det vil sige at være et menneske, om styrke og sårbarhed, tillid og mistro, magtkampe og samarbejde og selvfølgelig kærlighed.
Hovedpersonen i Log I, Saga Sølvisdatter, er rejst til fyrst Almaz’ planet, Kamenia, sammen med sin mormor og en repræsentant for Forbundet. Meningen er, at de skal videregive den Øverste Cirkels dom til fyrsten: Opgiv straks din besættelse af Hvidøy, eller du bliver straffet. Mødet med fyrst Almaz går dog langt fra som planlagt, og snart er Saga på flugt for sit liv på en fremmed og fjendtlig planet. Hvem blandt fyrstens lydige undersåtter vil hjælpe hende? Og kan hun få kontakt med den eneste på Kamenia, hun har bare en smule tillid til: fyrst Almaz’ søn, Illarion?
I Tillid er det ikke længere Saga, der skriver i loggen, men en fremmed fortæller, hvis formål kun langsomt afsløres. I denne bog introduceres vi også til en række andre personer, der får betydning for Saga, bl.a. fyrst Almaz’ hustru Melismene, den officielle elskerinde Miranda, og Zakarias, en såkaldt importeret dreng.
Tillid blev anmeldt i Politiken d. 5. januar 2019. Steffen Larsen skriver blandt andet: “Det er hamrende godt fundet på, og der er lagt en hinde af varme og rigtige følelser ind over den perfekte teknik. (…) Serien er flot udtænkt og fornemt udført. Ja den er!”
Uddrag
Kamenias bjergtoppe er dækket af skyskrabere. Nogle rager op som firkantede monolitter, sorte og blanke, andre snor sig organisk om klippetinderne, rundede, buede flader som bølger i skinnende sølv. Nogle ender i tårne med spir, forsiringer og enorme statuer af fabeldyr, der bærer fakler, kloder eller stjernesten i deres kløer. Fælles for alle bygninger er deres svimlende højde, for de mange etager skal huse en hel klodes befolkning. Nede ved bjergenes brændende rødder findes de stjernesten, der siden Skabelsen har gjort Kamenia til en af de rigeste planeter i Forbundet, men kun oppe i højderne er det muligt for mennesker at leve. Temperaturen er gunstig, selvom luften er giftig, og intet kan gro på de stejle bjergsider, der rejser sig op over dalenes hvirvlende skydække. Måske er det de barske livsbetingelser, der har gjort, at størstedelen af Kamenias indbyggere er skabt på en særlig måde – det ved kun du og andre af din slags. På denne planet har de tre køn – mænd, kvinder (som altid er født på andre planeter end Kamenia) og så de neutrale fyrstefødte: De er mænd af udseende, men har ingen anden drift end den at tjene fællesskabet. En fyrstefødt kommer til verden fuldt udvokset og er usædvanligt stærk og udholdende. Han kan sættes til at arbejde nærmest fra første øjeblik og bliver gammel, gerne halvandet hundrede år eller mere. Stjernestenene er en kilde til Kamenias magt, men de fyrstefødte er mindst lige så vigtige. Skabt til at lystre fyrsterne, skabt til at hente stjernesten i minerne og møjsommeligt at bygge og vedligeholde byerne på tinderne. Kamenia er en af de mest ugæstfrie af Forbundets 193 planeter, og uden de fyrstefødte ville en menneskelig civilisation ikke have kunnet eksistere her.