Natblomst

Natblomst er en selvstændig fortsættelse af romanen Sølvblomst, der foregår næsten tyve år tidligere. De to bøger kan dog uden problemer læses uafhængigt af hinanden. I Natblomst flytter pigen Mia til en ny by med sin mor, lillebror og nye papfar, Jan. Hun får nyt hus, ny skole, og hun hader alt det nye. En aften efter et skænderi stikker hun af fra sin mor og gemmer sig i genboens forladte have, der viser sig ikke at være helt forladt.

Både Natblomst og forgængeren Sølvblomst handler om venskab og menneskets forhold til naturen, vores møde med alt det andet levende omkring os. De har også begge et magisk element i sig, for i begge bøger sker der ting, der ikke er helt realistiske på et plan, men som på et andet plan alligevel spejler det magiske i naturen, f.eks. det at et lille frø kan blive til et enormt træ. Jeg har gerne villet give den grønne, levende planteverden, vi er omgivet af, en stemme, der kunne tale på vores menneskesprog på en måde, så vi lettere kan forstå den og mærke, at vi er forbundet med den. I Natblomst prøver jeg at sætte ord på nogle tanker om, at vi som mennesker også er natur, og at vi har et fælles ansvar for det, vi gør ved planeten, på tværs af generationer – at det er muligt at handle sammen. Og på trods af øko- og klimakrise har jeg forsøgt at få håb ind i min historie, for håbet er indskrevet i naturen efter min mening – det er bare at kigge rundt.

Læs mere i et interview, mit forlag, Gutkind, har lavet her.

Det er dejligt at opleve, at mange har taget godt imod Natblomst, både børn og voksne. I Politiken giver anmelder Steffen Larsen bogen fem hjerter ud af seks og skriver: “Godt vi fik endnu en blomsterbog. Der behøver ikke at gå 19 år igen inden den næste.” På bogbotten.dk fremhæver Søren Fanø, at: “Natblomst skriver sig på suveræn måde ind i udviklingen af den økofiktion, som driver både klima- og økokritik og som beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen.”

I december 2021 blev Natblomst indstillet til Weekendavisens Litteraturpris 2021. Her er et uddrag af begrundelsen skrevet af Anna K. Skyggebjerg citeret fra Weekendavisen nr. 47 2021, tillægget Bøger:

“Natblomst er en fantastisk fortælling, der kombinerer tradition og fornyelse; realitet og magi. Cecilie Eken trækker på en børnelitterær arv fra H.C. Andersen og forholder sig samtidigt til en aktuel dagsorden om biodiversitet og naturpleje. Bogen fastholder sin læser i et effektivt plot, som hele tiden overrasker, mens det sproglige register rækker fra smuk poesi til autentiske replikker lagt i munden på en presset pubertetspige. Eken undgår klicheer ved at bruge en subtil humor, der aldrig taler hen over hovedet på barnet. Natblomst er på samme tid et udfordrende og solidarisk værk.”

Natblomst er også blevet nomineret til en Orlapris og shortlistet til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur 2022.

Uddrag
Hvad der sker efter det, kan jeg ikke helt forklare. Jeg falder nok lidt i søvn. I hvert fald spjætter jeg på et tidspunkt og bliver helt vågen igen. De sidste rester af dagslys er forsvundet. Og på den tykke trærod til højre for mig sidder der nogen. Først opfanger jeg bare en skygge og en svag bevægelse. Så samler formen sig til en skikkelse. En lille pige på måske syv-otte år, helt spinkel med sammensunkne skuldre, tynde arme og fladt bryst. Hun sidder på hug på træroden foran mig, og jeg kan kun ane hendes omrids, men jeg er ikke i tvivl: Hun er ikke et almindeligt menneske. Omkring hendes ansigt hænger håret i tykke totter, der minder om plantestængler. Det falder langt ned over hendes krop, hvilket vist er meget godt, for hun lader ikke til at have noget tøj på. Hun kigger lige på mig, og det farvede område omkring hendes pupil glimter nærmest selvlysende som sølvfarvede reflekser. Resten af hende er til gengæld mørk, huden, øjenbrynene, læberne, det hele.

Mit hjerte hamrer hårdt, og jeg kan ikke røre en muskel. Men den mærkelige pige kryber sammen og virker ikke særligt truende. Faktisk er det snarere, som om hun synes, at jeg er skræmmende:

”Hvad er det, der sker?” hvisker hun. ”Er det dig, der har vækket mig?”

Hun lyder som en, der sidder fast i den der forvirring, man kan have, når man lige er vågnet. Som om hun ikke helt ved, hvor hun er, og hvilken dag det er.

”Nej …” Jeg må rømme mig for at få stemmen i gang. ”Jeg har ikke gjort noget.”

Langsomt løfter hun sin hånd, holder den frem for sig, drejer den et par gange med et forundret udtryk.

”Min krop føles så mærkelig … ” Hun skutter sig, og der drysser lidt jord ud af hendes hår. ”Og jeg er tørstig. Jeg vil gerne have vand.”

”Altså, jeg har ikke noget vand lige her … Sorry …”

På en måde ville jeg gerne hjælpe hende, men jeg kan jo ikke drøne tilbage og fortælle mor og Jan, at jeg skal bruge noget vand til en slags zombie-pige, jeg lige har mødt under træet i den forbudte have. Det hele er så skørt, at jeg bare sidder og glor på hende. Omkring os er alting helt stille. Ikke en vind rører sig, ikke en kvist knækker, ikke et blad rasler, som om verden også er gået i stå. Der er bare mig og træet og skyggerne og pigen. Hun krummer sig endnu mere sammen, hele hendes krop ryster ganske let.

”Hvad er der sket? Hvorfor er jeg vågnet?”