Troldmandens Søn

Troldmandens Søn er min første bog fra 1993. Den er forlængst udsolgt som fysisk bog, men kan fås som e-bog.

Aris er vokset op hos sin mor, Aline, der er landsbyens kloge kone. Hans tilværelse som fårevogter ændres brat den dag en fremmed mand dukker op. For Aris bliver den mystiske gæst indgangen til en magisk verden af visdom og kraft. Men hans nye viden kaster ham også ud i en livsfarlig kamp mod de onde kræfter, der truer Landet.

Troldmandens Søn er en klassisk eventyrhistorie: En dreng skal redde sit land og må kæmpe mod en ond og destruktiv magt, der viser sig at være tæt knyttet til ham selv. Jeg fik idéen til bogen, da jeg var omkring fjorten-femten år gammel og fortalte begyndelsen til min lillesøster Rose som godnathistorie. Slutningen kom vi aldrig til, men den fik jeg skrevet ned år senere, da jeg satte mig for at få Troldmandens Søn på papir. Første gang, jeg sende den ind til mit forlag, havde jeg slet ikke skrevet om Aris’ rejse til Hestefolket – der stod bare, at han var væk hjemmefra i et år, og så gik handlingen videre, da han kom tilbage. Jeg fik den kommentar fra Gyldendal, at det var mærkeligt med det spring i tid, og det måtte jeg give dem ret i. Så jeg skrev fire nye kapitler (kapitel fire til syv – halvtreds sider), og det blev bogen ærlig talt en hel del bedre af.

Uddrag
”Et sted i Aris voksede panikken: Han kunne lynhurtigt ende med at blive trængt op i en krop. Prinsesse eller ej – efterhånden gjaldt det mere end noget andet om at prøve at slippe ud af slottet med livet i behold. Men Den Faldne bandt hans kræfter, så han ikke både kunne beskytte sig mod hendes angreb og forvandle sig og flygte.
Længe hastede han af sted gennem slottet uden at kunne ryste vagterne af sig Med et sug af angst for stod han, at det måske var afslutningen …
Pludselig stod han i en kort gang, der endte i en dør. Der var kun en vej frem, og Aris tog den uden at tøve. Til alt held var døren ikke låst. Han smækkede den hårdt efter sig og skød slåen for.
”Hvem er du?”
Stemmen og lyden af en person, der rejste sig fra en stol, fik ham til at fare sammen. Kampberedt vente han sig om og stod ansigt til ansigt med prinsesse Mina. Synet af hende fik ham til at gispe, for han kunne knap genkendte hende.”