Sikkas Fortælling

Et sted i det blå hav under den varme sol ligger øen Chileos. Her hersker kimererne, hvis særlige kræfter gør dem frygtet af resten af befolkningen. Pigen Sikka bor med sin familie på den klippeø ud for Chileos’ kyst, hvor man høster det særlige blå mos, taurem. Som alle andre adlyder Sikka kimererne i et og alt, men en dag indtræffer en ulykke, der får hende til at gøre oprør. Sikkas Fortælling er en roman inspireret af det antikke Grækenland. Da jeg skrev den, havde jeg to romaner bag mig, der begge var ret klassisk fantasy og foregik i middelalderinspirerede universer. Nu trængte jeg til at prøve at skabe en anden slags verden, synes jeg. Og fordi jeg altid været meget optaget af den græske mytologi og de græske myter, så brugte jeg dem som inspiration. Jeg bestemte også, at jeg ville have en pige som hovedperson, og at det skulle være en roman skrevet i første person – alt sammen noget, der gør bogen anderledes end de to foregående, Troldmandens Søn og Kongebarnet.

Sikkas Fortælling handler om frygt, og om hvordan den kan styre alt i menneskers liv, hvis den får lov. Det er også en fortælling om fortællinger: Historier skaber mening og sammenhæng på tværs af tid og rum og vores egne forskelligheder. Jeg fik tildelt Kulturministeriets Børnebogspris 1997 for bogen, og jeg var og er meget, meget glad for og stolt over den udmærkelse.

Sikkas fortælling udkom oprindeligt i 1997. I 2015 er den blevet genudgivet. Den har fået en ny, flot forside, men indholdet og opsætningen er helt den samme, dvs. at sidetallene i de to bøger er identiske. Den gamle forside ser sådan her ud:

Omtale
Jeg er så heldig, at min gode kollega, Lene Kaaberbøl, har givet den nye udgave af Sikkas fortælling følgende ord med på vejen:

Angsten for afgrunden, døden og mørket kan mærkes helt ind i sjælen i ”Sikkas fortælling”. Men det kan heldigvis også lyset og livet, duftene, farverne, varmen og glæden. Det her er simpelthen den gode bog når den er bedst.

At Sikkas Fortælling stadig har et liv, selvom bogen er fra 1997, fik jeg et bevis for, at jeg modtog en mail fra en lærer på Terndrup skole, hvor 8. klasserne havde lavet små musikvideoer over bogen. Blandt andet med legofigurer. Ret forrygende. Se her:

http://www.youtube.com/watch?v=l_qhUHmgY2o&feature=plcp

http://www.youtube.com/watch?v=BqLU1WN7t-g&feature=plcp

Uddrag
En kaskade dundrer mod klippevæggen udenfor, og jeg når lige at lukke øjnene, inden mine fødder bliver revet bort fra klippegrunden. Lænken skærer om min ankel og holder mig nede. Havets syden fylder mine ører, jeg fægter desperat med armene og det frie ben. Hostende dukker jeg op til overfladen, da bølgen trækker sig tilbage, og hiver luft til mig. Mine tæer rører akkurat klippen.
Så ruller den næste bølge frem. Som en mægtig næve hamrer den mig omkuld. Panisk slår jeg om mig, spræller, kæmper for at komme op. Denne gang når jeg dårligt at genvinde fodfæstet, før en ny bølge rammer mig. Jeg klemmer munden hårdt i og holder vejret. Strømmen kaster mig tilbage og suger mig så udad. Vandet fylder min næse.
Med en kraftanstrengelse får r jeg hovedet fri, sprutter og fnyser. Jeg bekæmper min trang til at skrige efter hjælpe. Ingen vil komme, ingen kan redde mig. For første gang i mig liv er jeg fuldstændig overladt til mig selv. Plaskende forsøger jeg at holde mig oven vande ved at bevæge armene i store tag ud fra kroppen. Jeg drejer rundt og rundt i cirkler om det lænkede ben. Kun nogle fjerne stjerner adskiller grottens indgang fra den bagerste væg.
Bølge efter bølge slår med dump regelmissighed mod stenvæggene og styrter ind over mig. Mine fingre famler i mørket efter redning, men havet rummer intet at klamre sig til, og jeg skraber blot mine knoer til blods mod det glatte loft. Lænken er strukket til det yderste. Når mit ansigt bryder vandfladen, er jeg nødt til at lægge nakken bagover for stadig at få luft.
I denne nat hjælper min bedstemors fortælling mig ikke. Kun mit ankers løfte minder mig om, at jeg stadig har grund til at slås for mit liv.