De stærkeste

de-staerkeste_forside-web

Udgiver: Dansklærerforeningens Forlag

Udgivelsesår: 2024

Udgave: 1. udgave

Form: Indbundet

Gruppe:

De stærkeste er et langdigt om børn og krig illustreret af Els Cools. Teksten fletter to tidsaldre sammen: 2. Verdenskrig, hvor et søskendepar oplever fejlbombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg, og nutiden, hvor en pige er flygtet til Danmark fra krigen i Syrien. Alle bliver de ramt af de voksnes krig, der mærker dem for altid. Bogen er baseret på en masse research både ved hjælp af skriftlige kilder, som bøger og papirer, jeg har fundet i Frederiksberg Stadsarkiv og interviews både med overlevende fra bombningen i 1945 og herboende syrere med flygtningebaggrund. Det er ikke normalt for mig at skrive om historiske begivenheder på denne måde, og jeg har betræbt mig på at lave en troværdig handling, der ligger tæt op ad virkeligheden, selvom det er fiktion – og tilsat en lille smule fantasi.

 

Det har ikke været helt nemt at skrive om dette tunge emne, men jeg synes, at det er nødvendigt, at vi taler om de konsekvenser, krig i verden har for børn – for verden lader ærligt talt ikke til at blive et fredeligere sted lige for tiden desværre.  Jeg har så valgt at nærme mig emnet i en form, der er poetisk og ikke bruger mange ord. Sådan en let, lidt “skitseagtig” måde, der efterlader huller, som læseren  selv kan fylde ud. På denne måde håber jeg også, at det bliver muligt at være i teksten, uden at historien bliver for overvældende.

 

I bogen har jeg skrevet denne introduktion:

På Frederiksberg Allé står en statue af grå sten, der forestiller en voksen og to børn, der kigger opad. Det er mindesmærket for fejlbombningen af Den Franske Skole i marts 1945, hvor 86 børn døde. Jeg synes, det er svært at forestille sig fly i luften over fredelige København og bomber, der regner ned. For mig er krig jo ikke noget, der foregår i Danmark. Men de voksnes krig, som rammer børn her og nu andre steder i verden, ramte også engang en hel skole fuld af almindelige danske børn. Og måske er det kun de børn, der overlevede dengang under 2. verdenskrig, som rigtigt kan forstå de børn, der er flygtet til vores land på grund af krig. Måske deler de nogle erfaringer om at skulle leve videre med alt det voldsomme og forfærdelige, man har oplevet engang. Det var den tanke, der inspirerede mig til De stærkeste. Vi andre kan måske ikke forstå, men vi kan høre om det, tale om det, selvom det ikke er let. For børn glemmer ikke.

 

Bogen er en del af Dansklærerforeningens Forlags serie ‘Vokseværker’, der er en serie med værker, der er særligt egnet til at bringe ind i litteraturundervisningen i skolen. De stærkeste henvender sig til især til elever fra 6. klasse og op. Els Cools har lavet de mesterlige illustrationer, der føjer endnu et poetisk lag til teksten. Der findes et rigtig fint undervisningsmateriale til De stærkeste lavet af Katja Gottlieb. Det kan downloades her.

 

Uddrag:

منى (Mona) – Forår 2023

Der står vist nok et spøgelse

midt på fortovet

En pige

måske elleve år

Hun har sideskilning

og bølget hår med en sløjfe i

en mørk kjole med hvid krave

strømper til knæene

men ingen sko

Hun er helt dækket af gråt støv

som et barn fra en anden verden

tænker pigen

der sidder i bussen

og drejer hovedet

efter pigen på fortovet

Det føles som om

de ser på hinanden

et kort sekund

så kommer træerne og de parkerede biler

i vejen

Hun strækker halsen

men den anden pige er væk

Måske så hun forkert

Det skete jo på et øjeblik

Alligevel dunker hendes hjerte

og det strammer i hendes hals

 

Et længere uddrag findes her.