Det Levende Sværd (1)

Det Levende Sværd er første bog ud af fire i serien om Det Levende Sværd. Historien i romanen henter inspiration i den klassiske eventyr, der handler om kongen, hvis smukke datter er blevet taget af den farlige drage. Kongen har brug for en helt, der kan befri hans datter, og i denne specielle udgave af den klassiske historie han sender sin våbenmester ud for at finde sådan en. Denne våbenmester er imidlertid ikke helt almindelig. For det første er hun en ung pige, oplært siden sin tidlige barndom af sin far, kongens gamle våbenmester, der lige er død. For det andet er hun ikke særlig glad for sit arbejde og drømmer om at blive fri for at skulle adlyde andres ordrer. Hun vil helst bare løse sin opgave hurtigt og smertefrit, og da hun møder Vidar, tror hun, at det er klaret, for Vidar ligner en helt, og så har han oven i købet arvet et sagnomspundet våben, Det Levende Sværd. Der er kun ét problem: Vidar er vokset op med en stedfar, der er bager, og ved meget mere om at lave mad end at kæmpe mod drager og vinde prinsesser og halve kongeriger. Eriann er nødt til at få ham oplært, og fra det øjeblik går tingene slet ikke, som hun havde regnet med.

Det Levende Sværd er kendetegnet ved, at jeg-fortællerens sprog og hendes måde at tænke og handle på er tæt forbundet. I begyndelsen af romanen er Eriann ikke i stand til at udtrykke sig i andet end meget korte hovedsætninger, for sådan tænker hun, sådan er hun. Efterhånden som hun ændrer sig, forandrer hendes sprog sig også.

Omtale
I Politiken skrev Steffen Larsen:
Det Levende Sværd er fuld af overraskelser, nye synsvinkler og en spruttende fortælleglæde. Den er hyggelig og uhyggelig.

Damian Arguimbau skrev i Weekendavisen:
Det Levende Sværd en meget fin, sød og morsom historie. Man kan ikke undgå at blive grebet og at more sig over den spruttende og ofte berettiget irriterede fortæller, mens hun må slås med en dum arbejdsgiver, elendigt rejsevejr, slappe og sexistiske heltekandidater og ikke mindst sig selv.

Uddrag
1. kapitel
En helt

Våd. Drivvåd. Våd så mit tøj kan vrides. Og det er kong Leos skyld. Den skiderik. Sender mig af sted i det værste uvejr.
”Find en helt! Find en helt der kan redde min datter!”
Hans datter kan rende mig. Prinsesse Sofia er sur som umodne stikkelsbær. Sur og forkælet. Sur, forkælet og snart ædt af dragen. Hvis jeg altså ikke finder den helt. Så nu ridder jeg her med regn langt ned ad nakken. Kan ikke føle mine fingre eller mine tæer.
En helt. Hvor finder jeg sådan en? De sælges ikke på markeder. Det ville ellers have været en hjælp. ’Hovedstadens heltebod – helte til alle anledninger’. Jeg har brug for en helt, der kan dræbe drager. Helst lidt hurtigt. Vi har ikke meget tid. Men helte er svære at finde. Det ved kong Leo også. En god helt bliver nemt dræbt. I kamp for retfærdighed. I kamp mod en drage. I kamp mod onde tyranner. De dør som hvepse om efteråret. En kort, sød tid og så farvel. Jeg hader kong Leo! Af alle sine krigere vælger han mig. Fordi jeg er den bedste. Over hundrede mænd har kong Leo i sit brød. Jeg kan slå hver eneste af dem. Selvom de fleste er mindst ti år ældre. Jeg turde tale med dragen. De turde ikke. Han skulle passe bedre på mig.