Karanagalaksen Log I – Styrke

Styrke er første bog i min nye intergalaktiske eventyrserie om styrke og sårbarhed, menneskelighed og umenneskelighed, magtkampe, intriger – og selvfølgelig også kærlighed. Dette første bind  af Karanagalaksen markerede også mit 25-års jubilæum som forfatter.

Sagas rumskib er blevet ødelagt og slået ud af kurs, og hun laver sine sidste optegnelser inden den evige dvale. Hvem er hun, hvor kommer hun fra, og hvad skete der den dag, de fremmede fra Kamenia besatte hendes planet? Den dag, hun blev tvunget til at tage kampen op mod den magtfulde fyrst Almaz og hans to sønner. Uden selv at have nogen form for Styrke.

Karanagalaksen er en verden, der består af 193 jordlignende planeter, der alle har forskellige kulturer med træk, der ligner noget, vi kender fra menneskehedens historie her på Jorden. Galaksen blev i sin tid opdaget og befolket af De Rejsende, udødelige væsner, der måske var mennesker engang. I hundredevis af år har alle de 193 planeter  sameksisteret fredeligt forenet i Forbundet. Men nu har noget ændret sig …

I 2019 blev Styrke nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Se begrundelsen her. Den fik også fem hjerter af Politiken og meget fin omtale andre steder. Uddrag af omtaler kan findes her.

Uddrag
Jeg er et stykke vraggods omgivet af så meget mørke og tomhed, at jeg lige så godt kunne være ingenting. Men jeg findes. Endnu er jeg her, og mine ord bliver gemt i skibets log, hvor andre en dag vil kunne læse dem. Derfor skrifter jeg dette, hele min historie, så der følger en forklaring med den dag, jeg bliver fundet. Måske først om mange tusinde år. Måske aldrig. Universet er stort. Måske vil de atomer, der udgør min krop aldrig igen komme i kontakt med et andet levende menneskes. Tanken er skræmmende, men på en måde er det også en lettelse at have mistet alt, hvad jeg har at miste. Der er ikke mere, der kan forsvinde fra mig nu, jeg er fortabt som Brimdir, mit rumskib, i intetheden mellem verdenerne. Når jeg kigger ud gennem den transparente membran, ser jeg kun få fjerne lysende pletter, konstellationer som hverken jeg eller Brimdirs autokartograf kender. Skuddet fra det fremmede skib ramte os med en uhyrlig kraft og slog os fuldstændig ud af kurs. Jeg taler med Brimdir, der svarer, men det er som at kommunikere med et væsen, der er halvvejs lammet. Næsten ingenting virker, som det skal. Over 85% af alt cellevæv er ødelagt, der er ingen energi til at lave beregninger, ingen holdepunkter af nogen art. Hvor meget længere varme- og iltforsyningen vil fungere, ved jeg ikke, meldingerne bliver ved med at ændre sig.

Der gengives lidt mere af første kapitel i forlagets læseprøve, som du finder her.