Max Vero – venner i krig

Max Vero – venner i krig er en samlet og gennemredigeret udgave af serien om Max Vero, der udkom fra 2013-2014. Begivenhederne ude i verden, ikke mindst krigen i Ukraine, gjorde, at jeg følte, at en bog om krig var næsten uhyggelig aktuel. Det er et tungt, men vigtig emne, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Og det rummer en sjov dobbelthed: Det med krig og vold, som nu er en barsk realitet for mennesker meget tæt på os, er jo forfærdeligt – og samtidigt virker det fascinerende for mange. På den ene side er der spænding i kampen og konfrontationen mellem to sider – de onde mod de gode måske – og så er der på den anden side det faktum, at krig er systematiseret drab og overgreb. Jeg følte ikke, at jeg var færdig med at beskæftige mig med det dilemma, og jeg kunne mærke, at det univers, jeg havde skabt i historien om Max Vero, rummede muligheder, jeg ikke helt fik udnyttet i den oprindelige bog-serie, der er skrevet til en lidt yngre målgruppe end de nuværende 10 år+. Derfor tog jeg historien op igen og har lavet en gennemgribende redigering, der udfolder yderligere dimensioner af universet og karakterernes udvikling.

I Max Vero – venner i krig oplever vi helt klart krigens spænding og drama – forhåbentlig er historien spændende at læse, jeg har i hvert fald tænkt meget i at lave action og konflikt – samtidigt med, at læseren også langsomt vil opdage, at krigen har konsekvenser for hovedpersonerne. Ingen slipper uden om sorg og tab, og på den måde er det blevet en antikrigshistorie.

Handlingen i bogen er den samme som i  serien: De to lande, Beleria og Darien, er kommet i krig over retten til et nyfundet råstof solkrystal, der findes dybt under Merabjergene, den bjergkæde, der adskiller de to lande. Max har mistet begge sine forældre i krigen og ønsker brændende hævn over darierne, men endnu mere ønsker han at komme ud og flyve som sin far, der var jagerpilot, Sammen med vennerne Amir og Sita er han ved at sætte et fly i stand og for at få det på vingerne, beslutter han og Amir at stjæle en solkrystal. Det bliver startskuddet til en dramatisk historie om venskab, mod og krigens konsekvenser – tilsat jagerfly, vilde biljagter, kærlighed og forrædderi.

Der findes et ‘Læs og tal sammen’-materiale om bogen. Se mere her.

Anmeldelser

Dansk BiblioteksCenter

“Fuld af action, jagerfly, venskab, forræderi og en smule kærlighed … De varmeste anbefalinger.”
– Line Dalbro Shaumann / Lektørudtalelse

Skolebibliotekaren_lene

“Med Max Vero har Cecilie Eken formået at skrive en bog, hvor man både får forståelse for krigens grusomheder, men også kan blive grebet af spændingen ved kampscener … hvis man er til soldaterliv, jagerpiloter, skydespil og scener som i Top Gun – så er bogen virkelig et hit!”

Fantastiske.familie.boger

“Du skal læse den her bog hvis du godt kan lide kamp og spænding.”

Bogbotten

“Det er en roman om venskab, men det er først og fremmest en bog om modet til at gøre noget … det fremragende, præcise, varierede, smukke sprog, der fortæller om de barske handlinger.”

 

Interview

Jeg forklarede mere om tankerne bag bogen i et interview fra 2022, som mit daværende forlag Gutkind lavede:

“Jeg vil gerne se nærmere på krigens væsen – på en måde så børn kan være med”

Cecilie Eken om at skrive om krigens gru og tiltrækning i børnehøjde. 

Krig er forfærdeligt, men krig er også noget, børn leger og udforsker i fx computerspil. Cecilie Eken forstår godt børns fascination og vil samtidig gerne give den modspil uden fordømmelse. 

Det har hun gjort i ’Max Vero – Venner i krig’, en actionfortælling, der loyalt mod børns optagethed af våben og kamp fortæller om venskab, mod og krigens hårde konsekvenser – tilsat hurtige jagerfly, vilde biljagter, kærlighed og forræderi.

Hvad handler bogen om? 

Max Vero – Venner i krig følger Max på cirka 16 år og hans venner Amir og Sita i deres kamp for at klare sig i en krigshærget verden.

De to lande, Beleria og Darien, er kommet i konflikt omkring et nyfundet råstof, solkrystal, i bjergkæden, der adskiller de to lande, og begge lande kæmper brutalt og beskidt om kontrollen over krystalminerne, så ven og fjende er ikke altid til at skelne fra hinanden, og der kan lure farer overalt.

Max er fra Beleria og drømmer mere end noget andet om at blive jagerpilot som sin afdøde far og få hævn over fjenden fra Darien, som har gjort ham forældreløs. I begyndelsen af historien er han fuld af iver og kampgejst, men efterhånden finder han ud af, at ingenting er så enkelt, som han nok i sin naivitet troede: At deltage i en krig koster dyrt, og hvor meget er han villig til at betale?

Bogen er bygget op af fem dele, der i et direkte og letlæst sprog fortæller en spændende historie fuld af nærkampe i luften, biljagter og farefulde missioner.

Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?

Hvordan kan det være, at vi ikke er færdige med krig her i det civiliserede 21. århundrede? I Max Vero vil jeg gerne se nærmere på krigens væsen – fortalt på en måde så børn kan være med.

Hvorfor er vi stadig fascineret af historierne om de helte og skurke, som krige skaber, af de dramatiske sammenstød mellem “de gode” og “de onde”? Jeg ville gerne undersøge dobbeltheden i det fundamentalt spændende og gribende i f.eks. en kamp i luften mellem to jagerfly og så det forfærdelige i, at de kampe er et udtryk for systematiseret, mekaniseret drab på mennesker – at soldaters job er at dræbe andre soldater.

Mange børn – nok især drenge – er optagede af “den voldelige kamp”, fx i det populære battle royal-spil Fortnite – og den fascination forstår jeg godt, men samtidigt havde jeg lyst til at give den et modspil uden at stemple den som “forkert”.

Universet i Max Vero er en blanding af noget gammelt hentet fra Anden Verdenskrig og kampene mellem RAF og Luftwaffe i “The Battle of Britain” blandet med ny teknologi, som er muliggjort af de særlige solkrystaller. Man kan sige, at det er en illustration af, hvordan vi mennesker har det med at bruge nye opdagelser og opfindelser til destruktive formål.

Hvem er din hovedkarakter? 

Min hovedkarakter er Max, der i løbet af de år, historien varer, går fra at være en stor dreng til at blive en ung mand, en udvikling, der fremskyndes af den krig, han havner i. Han er helt klart historiens helt, men er også en karakter med flere sider, f.eks. stjæler han, fortæller ikke altid sandheden, og har det svært med at indordne sig under militærets disciplin og regler.

Jeg prøvede at forestille mig, hvad det ville kræve at klare sig i Max’ situation, og han er helt klart blevet en overlever-type. Samtidigt er han også hele tiden bevidst om, at han har brug for andre, og han føler sig meget knyttet til de mennesker, han vælger at kalde sine venner.

Hans forhold til de jævnaldrende er generelt mindre kompliceret end forholdet til de ældre generationer – en afspejling af det faktum, at det ofte er de ældre i et samfund, der ønsker og erklærer krigen, men de unge, der skal give deres liv i den.

Hvordan er bogen blevet til? 

Historien om Max Vero blev skrevet, mens jeg boede et år i Frankrig med udsigt til de franske Pyrenæer. Dette er udsigten fra mit arbejdsbord:

På den anden side af Pyrenæerne ligger Spanien, og de to lande i bogen, Beleria og Darien ligger netop adskilt af en bjergkæde (Merabjergene), hvor man har fundet solkrystal.

En del af de ting, Max kommer ud for undervejs, er nogle, jeg selv har oplevet, fx vandrer han gennem huler under bjergene og kommer forbi en vejrstation højt oppe på en bjergtinde. Han bliver også skudt ned over bjergene og skal finde hjem. Alt sammen bygger på min research i Pyrenæerne.

Derudover er jeg så heldig at være gift med en flyentusiast, der har kunnet levere meget information om, hvordan man f.eks. letter og lander et gammeldags propelfly, og hvordan kampe mellem jagerfly fra Anden Verdenskrig foregår.

Max Vero var en nem bog at skrive, da jeg først var kommet i gang. Personerne og deres fortid, følelser og relationer foldede sig ud for mig, og jeg havde det lidt, som om jeg bare skrev noget virkeligt ned. Lidt som om jeg så tv-serien for mig.

Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen? 

Det har optaget mig at forsøge at skrive om et kompliceret emne på en måde, hvor historien blev nuanceret og samtidig ikke alt for kompleks rent sprogligt.

Jeg vil gerne fange mine læsere med en spændende historie og gøre dem interesserede i og glade for at læse – og samtidigt får jeg så også sneget et ret stærkt anti-krigs-budskab ind. Glæden over freden og sorgen over, hvad der er mistet undervejs, bliver forhåbentlig meget konkret for læseren.

Først da jeg havde skrevet historien, gik det op for mig, at jeg har givet “helten” Max god modvægt i flere stærke kvindelige karakterer. På den måde er der en kønsmæssig balance, der signalerer, at både mænd og kvinder må være fælles om at redde verden.

Min mand er som nævnt flyentusiast, mens jeg selv har haft direkte flyskræk en overgang. For mig var det at skrive denne bog også en måde at lære noget om fascinationen af det at flyve, og det ændrede faktisk også mit forhold til at sidde i et fly. Når vi kører hen ad startbanen, og farten stiger, tænker jeg altid, at i dette øjeblikke ville Max føles et rush af lykke.

Det må du have gjort samtidig med, at krigen er rykket tættere på end meget længe her i Europa med Ruslands angreb på Ukraine. Hvordan prægede det dit arbejde med bogen og dine tanker om krig og det at skrive om det?

Jeg har nok hele tiden følt, at historien om Max og hans venner havde potentiale til at blive foldet lidt mere ud, end den blev i den tidligere version – der i øvrigt også blev til, mens verden havde fokus på en krig, nemlig den i Syrien.

Da krigen i Ukraine kom, føltes emnet i Max Vero nærmest uhyggeligt aktuelt, også fordi vi her i Danmark fra begyndelsen så tydeligt blev præsenteret for “krigens narrativ” både i form af dramatiske historier om kampe og mod og i form af en klar sondring mellem gode og onde, helte og skurke.

Men den russiske mor, der mister sin 20-årige søn, sørger jo over et elsket, ungt menneske, der aldrig fik lov til se sit liv folde sig ud – helt eller ej. Den nuancering følte jeg, at jeg kunne bruge min bog til at pege på over for en aldersgruppe, der måske ellers hurtigt køber den simple fremstilling i nyhederne.

Hvis vi som mennesker i det lange løb skal blive bedre til at undgå at løse vores konflikter med vold og overgreb, så skal vi have øje for, hvor dyrt en krig koster alle involverede. Der er aldrig nogen sande vindere. Det er nok en af grundtankerne bag Max Vero – venner i krig.

 

 

Uddrag

»Okay, lad os komme væk herfra.«

Snart efter smutter de ud af bunkeren og hen til muren igen. De er heldige, alle soldaterne er væk nu. Max skal lige til at sætte i løb over græsplanen, da nogen med ét dukker op bag dem.

»Hey, hvad laver I to her?«

En høj mand i flyvevåbnets uniform tager fat i Amir og løfter ham næsten op fra jorden.

»Åh, goddag, sergent Russo.«

Max prøver at se rigtig glad ud. Sergent Russo skuler bare surt.

»Hvem er du? Ved I ikke, at det her er forbudt område for børn?«

Børn. Vreden bobler i Max, for han er ikke noget barn. Men det nytter ikke at svare igen, det ved han godt, i stedet siger han:

»Jeg hedder Emilio. jeg er købmand Besis søn. Jeg har været ovre i messen hos Fabian for at give ham en besked fra min far.«

Det er løgn. Max’ far er død. Men det kunne godt være sandt, for af og til sender købmand Besi en af sine sønner til basen med besked til Fabian, kokken, som laver mad til soldaterne. Max kender både Fabian og købmanden fra dengang, hans far fløj som pilot i en eskadrille på præcis den her luftbase. Før han blev skudt ned over Merabjergene i begyndelsen af krigen.

»Jeg kommer lige fra skole.« Max peger på sin rygsæk. »Det er min ven, Sami. Han gik med.«

Sergent Russo slipper sit tag i Amir.

»Virker telefonen ikke i dag?«

»Næh, desværre. Der er altid vrøvl med den. Efter at de bombede centralen, sker det bare hele tiden … «

Max prøver at se uskyldig og sød ud. Det er han ret god til. Sergent Russo brummer:

»Ja, ja, jeg ved det, knægt. Og smut så hen og leg et andet sted.«

»Javel, sergent!«

Max gør honnør for ham og skynder sig af sted med Amir i hælene.

»Du er genial, Max,« hvisker han. »Jeg troede, vi skulle dø!«

Bag dem står sergent Russo stadig og holder øje, så de kan ikke kravle over ydermuren, den vej de kom ind. I stedet bliver de nødt til at gå hen til den store indgang på den anden side af den åbne plads, men Max lagde mærke til, at vagten så dem tale med sergenten, så han styrer med sikre skridt lige hen til den åbne port. Han nikker endda til vagten, da de går forbi, og de bliver ikke standset. Nu skal de bare igennem detektorfeltet foran indgangen. Det kan opfange store metalgenstande, for ingen med våben må forlade luftbasen uden tilladelse fra oberst Foks. Heldigvis har de jo ingen våben, tænker Max, og der er intet metal i en solkrystal og Amirs dirke er helt små. Det kan ikke gå galt.

I det samme lyder en høj hyletone, og vagten spjætter overrumplet. Max snurrer rundt mod Amir. Det er ham, der har udløst alarmen, og han skriger højt af skræk.