Max Vero – venner i krig

Max Vero – venner i krig er en samlet og gennemredigeret udgave af serien om Max Vero, der udkom fra 2013-2014. Begivenhederne ude i verden, ikke mindst krigen i Ukraine, gjorde, at jeg følte, at en bog om krig var næsten uhyggelig aktuel. Det er et tungt, men vigtig emne, som vi alle sammen er nødt til at forholde os til. Og det rummer en sjov dobbelthed: Det med krig og vold, som nu er en barsk realitet for mennesker meget tæt på os, er jo forfærdeligt – og samtidigt virker det fascinerende for mange. På den ene side er der spænding i kampen og konfrontationen mellem to sider – de onde mod de gode måske – og så er der på den anden side det faktum, at krig er systematiseret drab og overgreb. Jeg følte ikke, at jeg var færdig med at beskæftige mig med det dilemma, og jeg kunne mærke, at det univers, jeg havde skabt i historien om Max Vero, rummede muligheder, jeg ikke helt fik udnyttet i den oprindelige bog-serie, der er skrevet til en lidt yngre målgruppe end de nuværende 10 år+. Derfor tog jeg historien op igen og har lavet en gennemgribende redigering, der udfolder yderligere dimensioner af universet og karakterernes udvikling.

I Max Vero – venner i krig oplever vi helt klart krigens spænding og drama – forhåbentlig er historien spændende at læse, jeg har i hvert fald tænkt meget i at lave action og konflikt – samtidigt med, at læseren også langsomt vil opdage, at krigen har konsekvenser for hovedpersonerne. Ingen slipper uden om sorg og tab, og på den måde er det blevet en antikrigshistorie.

Handlingen i bogen er den samme som i  serien: De to lande, Beleria og Darien, er kommet i krig over retten til et nyfundet råstof solkrystal, der findes dybt under Merabjergene, den bjergkæde, der adskiller de to lande. Max har mistet begge sine forældre i krigen og ønsker brændende hævn over darierne, men endnu mere ønsker han at komme ud og flyve som sin far, der var jagerpilot, Sammen med vennerne Amir og Sita er han ved at sætte et fly i stand og for at få det på vingerne, beslutter han og Amir at stjæle en solkrystal. Det bliver startskuddet til en dramatisk historie om venskab, mod og krigens konsekvenser – tilsat jagerfly, vilde biljagter, kærlighed og forrædderi.

Uddrag

»Okay, lad os komme væk herfra.«

Snart efter smutter de ud af bunkeren og hen til muren igen. De er heldige, alle soldaterne er væk nu. Max skal lige til at sætte i løb over græsplanen, da nogen med ét dukker op bag dem.

»Hey, hvad laver I to her?«

En høj mand i flyvevåbnets uniform tager fat i Amir og løfter ham næsten op fra jorden.

»Åh, goddag, sergent Russo.«

Max prøver at se rigtig glad ud. Sergent Russo skuler bare surt.

»Hvem er du? Ved I ikke, at det her er forbudt område for børn?«

Børn. Vreden bobler i Max, for han er ikke noget barn. Men det nytter ikke at svare igen, det ved han godt, i stedet siger han:

»Jeg hedder Emilio. jeg er købmand Besis søn. Jeg har været ovre i messen hos Fabian for at give ham en besked fra min far.«

Det er løgn. Max’ far er død. Men det kunne godt være sandt, for af og til sender købmand Besi en af sine sønner til basen med besked til Fabian, kokken, som laver mad til soldaterne. Max kender både Fabian og købmanden fra dengang, hans far fløj som pilot i en eskadrille på præcis den her luftbase. Før han blev skudt ned over Merabjergene i begyndelsen af krigen.

»Jeg kommer lige fra skole.« Max peger på sin rygsæk. »Det er min ven, Sami. Han gik med.«

Sergent Russo slipper sit tag i Amir.

»Virker telefonen ikke i dag?«

»Næh, desværre. Der er altid vrøvl med den. Efter at de bombede centralen, sker det bare hele tiden … «

Max prøver at se uskyldig og sød ud. Det er han ret god til. Sergent Russo brummer:

»Ja, ja, jeg ved det, knægt. Og smut så hen og leg et andet sted.«

»Javel, sergent!«

Max gør honnør for ham og skynder sig af sted med Amir i hælene.

»Du er genial, Max,« hvisker han. »Jeg troede, vi skulle dø!«

Bag dem står sergent Russo stadig og holder øje, så de kan ikke kravle over ydermuren, den vej de kom ind. I stedet bliver de nødt til at gå hen til den store indgang på den anden side af den åbne plads, men Max lagde mærke til, at vagten så dem tale med sergenten, så han styrer med sikre skridt lige hen til den åbne port. Han nikker endda til vagten, da de går forbi, og de bliver ikke standset. Nu skal de bare igennem detektorfeltet foran indgangen. Det kan opfange store metalgenstande, for ingen med våben må forlade luftbasen uden tilladelse fra oberst Foks. Heldigvis har de jo ingen våben, tænker Max, og der er intet metal i en solkrystal og Amirs dirke er helt små. Det kan ikke gå galt.

I det samme lyder en høj hyletone, og vagten spjætter overrumplet. Max snurrer rundt mod Amir. Det er ham, der har udløst alarmen, og han skriger højt af skræk.