Natblomst

Natblomst er en selvstændig fortsættelse af romanen Sølvblomst, der foregår næsten tyve år tidligere. De to bøger kan dog uden problemer læses uafhængigt af hinanden. I Natblomst flytter pigen Mia til en ny by med sin mor, lillebror og nye papfar, Jan. Hun får nyt hus, ny skole, og hun hader alt det nye. En aften efter et skænderi stikker hun af fra sin mor og gemmer sig i genboens forladte have, der viser sig ikke at være helt forladt.

Både Natblomst og forgængeren Sølvblomst handler om venskab og menneskets forhold til naturen, vores møde med alt det andet levende omkring os. De har også begge et magisk element i sig, for i begge bøger sker der ting, der ikke er helt realistiske på et plan, men som på et andet plan alligevel spejler det magiske i naturen, f.eks. det at et lille frø kan blive til et enormt træ. Jeg har gerne villet give den grønne, levende planteverden, vi er omgivet af, en stemme, der kunne tale på vores menneskesprog på en måde, så vi lettere kan forstå den og mærke, at vi er forbundet med den. I Natblomst prøver jeg at sætte ord på nogle tanker om, at vi som mennesker også er natur, og at vi har et fælles ansvar for det, vi gør ved planeten, på tværs af generationer – at det er muligt at handle sammen. Og på trods af øko- og klimakrise har jeg forsøgt at få håb ind i min historie, for håbet er indskrevet i naturen efter min mening – det er bare at kigge rundt.

Anmeldelser

Det er dejligt at opleve, at mange har taget godt imod Natblomst, både børn og voksne. I Politiken giver anmelder Steffen Larsen bogen fem hjerter ud af seks og skriver: “Godt vi fik endnu en blomsterbog. Der behøver ikke at gå 19 år igen inden den næste.”

Bogen fik seks stjerner i Kristeligt Dagblad sammen med ordene: “Respektindgydende … en velskrevet, spændende roman for børn og unge, som sagtens kan læses som en selvstændig roman uden at have læst ”Sølvblomst” først, selv om det omvendt ville være lidt synd at springe første bind over.

“Cecilie Eken fastholder læseren med effektiv spændingsopbygning … Smuk naturpoesi … Velkomponerede fortællinger.”
– Anna K. Skyggebjerg, Weekendavisen

På bogbotten.dk fremhæver Søren Fanø, at: “Natblomst skriver sig på suveræn måde ind i udviklingen af den økofiktion, som driver både klima- og økokritik og som beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen. (…) Cecilie Eken kan noget med haver, med magisk realisme, med eventyr og ikke mindst med det danske sprog … Sølvblomst og Natblomst anbefales på det varmeste.”

Andre anmeldelser:

Litteratur til danskfaget

“En utrolig smuk og fin fortælling … Sjældent har jeg læst en bog, hvor en karakter rør mig så dybt … Fantastisk fortælling om venskab, fortvivelse og naturens vidunderlige verden.”

Trolderier

“Sølvblomst og Natblomst kan – jeg taler af erfaring – læses i vilkårlig rækkefølge … Det er natur og venskab, der er i fokus og det er emner, der er lige så aktuelle nu som tidligere … Bøgerne er smukt pakket ind med indbydende illustrationer.”

 

Nominering

I december 2021 blev Natblomst indstillet til Weekendavisens Litteraturpris 2021. Her er et uddrag af begrundelsen skrevet af Anna K. Skyggebjerg citeret fra Weekendavisen nr. 47 2021, tillægget Bøger:

“Natblomst er en fantastisk fortælling, der kombinerer tradition og fornyelse; realitet og magi. Cecilie Eken trækker på en børnelitterær arv fra H.C. Andersen og forholder sig samtidigt til en aktuel dagsorden om biodiversitet og naturpleje. Bogen fastholder sin læser i et effektivt plot, som hele tiden overrasker, mens det sproglige register rækker fra smuk poesi til autentiske replikker lagt i munden på en presset pubertetspige. Eken undgår klicheer ved at bruge en subtil humor, der aldrig taler hen over hovedet på barnet. Natblomst er på samme tid et udfordrende og solidarisk værk.”

Natblomst er også blevet nomineret til en Orlapris og shortlistet til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur 2022.

 

Interview

Jeg fortæller mere om Natblomst og Sølvblomst i dette interview, som mit daværende forlag, Gutkind, lavede tilbage i september 2021:

“Det magiske kan sætte nogle smukke, vilde og meget præcise billeder på virkeligheden”

Med Natblomst vender Cecilie Eken tilbage til det univers, hun skabte i nyklassikeren Sølvblomst fra 2002. 

Hvad fik dig til at vende tilbage til lige universet i Sølvblomst?

I mange år svarede jeg altid blankt ‘nej’, når jeg blev spurgt, om der kom en toer til Sølvblomst, og det var der ellers mange læsere, der ønskede sig. Men historier handler jo altid om konflikter og problemer, og jeg havde ærlig talt ikke lyst til at lave flere for hovedpersonen i Sølvblomst, drengen Jonas. Jeg synes, han skulle have lov til at leve et fredeligt barne- og senere voksenliv.

Så indså jeg på et tidspunkt for nogle år siden, at hovedkarakteren i Sølvblomst måske lige så meget var naturen, personificeret i karakteren Sølvblomst og hendes særlige magiske træ – og dem kunne der jo godt opstå nogle problemer for. Faktisk var det meget sandsynligt, for mennesker har jo svært ved bare at lade naturen ligge uberørt hen uden at blande sig.

Og så fik jeg den tanke, at tiden måtte være gået i historiens univers præcis som i vores verden, og et ny barn – på mange punkter meget anderledes end Jonas – kunne være hovedperson i en ny historie.

Hvad er Sølvblomst for en fortælling, som du ser det, og hvad er det, du nu fører videre i Natblomst?

Begge bøger handler om venskab og menneskets forhold til naturen, vores møde med alt det andet levende omkring os. De har også begge et magisk element i sig, hvor der sker ting, der ikke er helt realistiske på et plan, men som på et andet alligevel spejler det magiske i naturen, f.eks. det, at et lille frø kan blive til et enormt træ.

I Sølvblomst møder Jonas et væsen, der er sårbart og har brug for hans hjælp og samtidigt også viser sig at være meget stærkt og fuld af det ønske om at leve, som gennemsyrer alt i naturen. I Natblomst er mødet med det anderledes levende også et vigtigt omdrejningspunkt.

I både Sølvblomst og Natblomst er der et overnaturligt element. Det er i det hele taget noget, du arbejder med som forfatter. Hvad giver det at lade det magiske bryde realismen?

For mig kan det magiske sætte nogle smukke, vilde og samtidigt meget præcise billeder på virkeligheden. Ved f.eks. at lave en plantepige kan jeg give den tavse, grønne, levende verden omkring os en stemme. Det kan tale direkte til os på vores sprog, som det normalt ikke behersker.

Jeg synes, at jeg ved at bruge eventyrenes og de fantastiske genrers måde at fremstille tingene på, kan få fortalt nogle sandheder, der kommer til at fremstå troværdige og interessante, ikke banale og forsimplede. Der bliver plads til nuancer, fortolkning, flere lag. Det er bare den måde, der virker bedst for mig, så derfor er der tit fantastiske elementer i mine værker.

Uden at afsløre for meget kan vi vel godt sige, at i de to bøger tager børnene ret forskelligt imod mødet med det magiske. Hvordan kan det være? 

Fordi det for mig reflekterer den virkelighed, vi lever i. Jonas ligner nok mere mig som barn. Som ham voksede jeg op i et villakvarter, hvor vi uden for meget voksenopsyn legede i haverne og den nærliggende skov og cyklede frit rundt på vejene. Han er nok ikke så moden, har en ret ureflekteret tilgang til tilværelsen og har ikke så mange referencer uden for sin egen verden (som f.eks. til film, serier, computerspil etc.) Han accepterer umiddelbart mødet med det magiske uden at undre sig alt for meget.

Mias barndom ligner mere mine børns end min. Hun er et barn med en mobiltelefon, så i modsætning til Jonas tilbringer hun sin barndom både i denne verden og i en virtuel verden formidlet af skærme. Det gør det også sværere for Mia bare umiddelbart at gå ind i mødet med det magiske, hun føler meget mere frygt, tvivl, forvirring og relaterer det til alle mulige referencer uden for sig selv og har overvejelser om sin mentale sundhed.

Selvom de to karakterer nok har cirka samme fysiske alder, fremstår Mia som langt mere “voksen” på nogle punkter.

Der er sket meget med børns barndom på de tyve år, der er gået. Hvilke tanker gjorde du dig om de forandringer i børnelivet, da du skrev Natblomst? 

Den digitale verden spiller en meget større rolle for børn i dag end for tyve år siden. Gennem mobiltelefoner, computere og iPads kan bliver de trukket ind i en virtuel virkelighed, og dermed fjerner de sig sådan set også fra deres krop, der jo bare er passivt til stede det meste af tiden.

Jeg oplever faktisk, at de børn, jeg møder ude på skoler og i andre sammenhænge i dag, oftere end tidligere kan have svært ved at være her og nu, hvile i sig selv og koncentrere sig i længere tid ad gangen om noget, der ikke foregår på en skærm, men i en større gruppe hvor de både skal lytte og bidrage. De mister fokus, ønsker sig distraktion, hurtig underholdning, kan have svært ved at øve sig på noget, de ikke med det samme kan finde ud af eller får en umiddelbar belønning ud af.

Uden at hævde at alt var bedre i fortiden, så vil jeg med min bog alligevel gerne pege på den udvikling, og måske også på nogle af de mere bagvedliggende årsager. Den virtuelle verden kan være et nemt sted at gå hen, hvis virkeligheden virker kedelig eller skræmmende eller krævende.

Pigen Mia i Natblomst er for mig sådan en pige, der er vant til at gribe til telefonen og forsvinde fra situationer, der rummer noget ubehageligt for hende. Samtidigt gør hendes mobil det også sværere for hende at være til stede i nuet, fordi hun hele tiden kan række ud og fastholde kontakt med de personer, der ikke er omkring hende. Hun føler, at hun skal holde styr på, hvad der foregår flere steder på en gang, og så kan det jo være svært at være fuldt til stede.

“Jeg tror meget på kedsomhed som noget, vi har godt af som mennesker.”

Et andet gennemgående tema i de to bøger er den måde, vi som mennesker forholder os til naturen på. På den måde var du i Sølvblomst tidligt ude med en øko-litteratur, der i dag fylder meget. Hvorfor er det et interessant felt for dig som forfatter? 

Vores relation til vores egen og til den store natur må nok siges at være et af grundmotiverne i hele mit forfatterskab: Jeg forsøger altid at skrive vores kropslige eksistens i verden ind i mine tekster, at skabe figurer, der også har en fysisk, sanselig tilstedeværelse i verden.

For vi er jo en del af det biologiske liv på denne planet, vi er også natur, men som moderne mennesker vil vi gerne sætte os ud over netop naturens begrænsninger, vil gerne styre og kontrollere og i en del tilfælde udnytte den. Samtidigt er vi biologisk set skabt til at leve i sammenhørighed med naturen omkring os, vi kan komme både fysisk og mentalt i ubalance, hvis vi fjerner os for meget fra vores helt basale behov for tid til genopladning, rolig søvn, fysisk kontakt med andre etc.

Jeg oplever, at netop naturen og vores kropslige tilstedeværelse sammen med alt det andet levende, kan være med til at danne modvægt til alt det moderne livs uro, forvirring og følelse af isolation. Derfor er “øko-litteratur” ikke blevet et mindre interessant felt de sidste tyve år.

“Vi er sammen som mennesker på den her planet – på tværs af generationer. “

Hvorfor er det vigtigt at skrive for børn om naturen?

Hvis mange børn lever med en stadig større uro og måske har sværere ved at føle sig selv i verden og forbindelsen til andre – noget tyder på det, fx stiger antallet af børn under 18 år med psykiatriske diagnoser – så vil jeg gerne pege på naturen som et sted, hvor det er muligt at gå hen og opleve noget andet end den moderne verdens konstante overstimulering.

Hvis man slukker for sin mobil, er der mulighed for at komme ind i en ro og et nærvær, som det dog nok kræver lidt træning at finde. Derfor er det smart at begynde, når man ikke er så gammel. Noget andet, naturen viser os, er, hvordan alt er forbundet i kredsløb, en cyklus af liv og død og nyt liv.

Den lærer os, at forandring er et uundgåeligt vilkår, noget vi måske ikke behøver at frygte så meget, som vi kan have tendens til som mennesker. Og så kan naturens langsomme tempo måske også afføde noget kedsomhed. Jeg tror meget på kedsomhed som noget, vi har godt af som mennesker. Det er sundt at skulle være alene med sig selv og sine tanker, det kan virkelig sætte gang i den kreative side af vores hjerne. Men i dag er kedsomhed jo praktisk taget afskaffet, børn oplever den så lidt, at nogle vist nærmest finder den skræmmende.

Men ikke alle børn har trukket sig helt væk fra naturen. For nogle er der jo sket en udvikling i deres bevidsthed om, hvordan vi mennesker påvirker livet på hele planeten. Blandt de helt unge ser vi nu et klima-oprør mod ældre generationer, anført af blandt andre Greta Thunberg. Et sådant oprør er der vel på en måde også i Natblomst? 

Bogen har jo mange lag, men jo, den diskussion er der også. Jeg ville rigtig gerne skrive en historie, der både var spændende og vedkommende, min intention er ikke at lave et politisk indlæg eller hænge en bestemt generation ud. Men jeg ville gerne pege på, at vi er sammen som mennesker på den her planet – på tværs af generationer. Og vi kan ikke lade børnene stå med hele ansvaret for fremtiden alene.

 

Uddrag
Hvad der sker efter det, kan jeg ikke helt forklare. Jeg falder nok lidt i søvn. I hvert fald spjætter jeg på et tidspunkt og bliver helt vågen igen. De sidste rester af dagslys er forsvundet. Og på den tykke trærod til højre for mig sidder der nogen. Først opfanger jeg bare en skygge og en svag bevægelse. Så samler formen sig til en skikkelse. En lille pige på måske syv-otte år, helt spinkel med sammensunkne skuldre, tynde arme og fladt bryst. Hun sidder på hug på træroden foran mig, og jeg kan kun ane hendes omrids, men jeg er ikke i tvivl: Hun er ikke et almindeligt menneske. Omkring hendes ansigt hænger håret i tykke totter, der minder om plantestængler. Det falder langt ned over hendes krop, hvilket vist er meget godt, for hun lader ikke til at have noget tøj på. Hun kigger lige på mig, og det farvede område omkring hendes pupil glimter nærmest selvlysende som sølvfarvede reflekser. Resten af hende er til gengæld mørk, huden, øjenbrynene, læberne, det hele.

Mit hjerte hamrer hårdt, og jeg kan ikke røre en muskel. Men den mærkelige pige kryber sammen og virker ikke særligt truende. Faktisk er det snarere, som om hun synes, at jeg er skræmmende:

”Hvad er det, der sker?” hvisker hun. ”Er det dig, der har vækket mig?”

Hun lyder som en, der sidder fast i den der forvirring, man kan have, når man lige er vågnet. Som om hun ikke helt ved, hvor hun er, og hvilken dag det er.

”Nej …” Jeg må rømme mig for at få stemmen i gang. ”Jeg har ikke gjort noget.”

Langsomt løfter hun sin hånd, holder den frem for sig, drejer den et par gange med et forundret udtryk.

”Min krop føles så mærkelig … ” Hun skutter sig, og der drysser lidt jord ud af hendes hår. ”Og jeg er tørstig. Jeg vil gerne have vand.”

”Altså, jeg har ikke noget vand lige her … Sorry …”

På en måde ville jeg gerne hjælpe hende, men jeg kan jo ikke drøne tilbage og fortælle mor og Jan, at jeg skal bruge noget vand til en slags zombie-pige, jeg lige har mødt under træet i den forbudte have. Det hele er så skørt, at jeg bare sidder og glor på hende. Omkring os er alting helt stille. Ikke en vind rører sig, ikke en kvist knækker, ikke et blad rasler, som om verden også er gået i stå. Der er bare mig og træet og skyggerne og pigen. Hun krummer sig endnu mere sammen, hele hendes krop ryster ganske let.

”Hvad er der sket? Hvorfor er jeg vågnet?”