Den Sorte Safir – Safirens forbandelse (6)

Safirens forbandelse er sjette og sidste bind i serien om Den Sorte Safir. Endelig er Sif og Aramiel kommet i besiddelse af den purpurfarvede bog om kong Neibar og kan læse sig til, hvordan de finder frem til Den Sorte Safirs gemmested. Netop som Aramiel tror, at vejen er banet, dukker nye vanskeligheder imidlertid op: Sif vender ham ryggen, og det viser sig, at det nok havde været en god idé at lytte til alle advarslerne om Safirens forbandelse …

Denne udgave er udsolgt fra forlaget.

Uddrag
Jeg læste andre dele af bogen højt for Sif, indtil jeg opdagede, at hun var faldet i søvn. Rastløst rejste jeg mig og gik ud på terrassen og videre ned i haven. Mine bekymrede tanker drev mig frem.

Med ét kaldte en blød stemme:
”Aramiel.”
Bag mig var Chalita dukket op.
”Kom med,” bad hun. ”Jeg skal vise dig noget.”

Jeg fulgte villigt med til en del af haven, jeg ikke kendte så godt. I en krog omgivet af høje mure voksede roser i alle farver. Solens første varme fik dem til at åbne sig og fylde luften med sød vellugt.
”Hvor er her smukt!” udbrød jeg.
”Det er mit yndlingssted.”
Chalita tog min arm og førte mig hen til en bænk under en enorm blomstrende busk. Hendes berøring gjorde mig både forundret og forlegen.

”Sæt dig her ved siden af mig.”
Jeg adlød, en anelse rådvild.
”Du tager snart af sted, ikke sandt?” spurgte hun så.
”Jo, måske i overmorgen …”
Chalita bøjede hovedet, og det gik op for mig, at hun var trist over det.

”Kommer du tilbage?”
Duften af roserne gjorde mig næsten omtåget. Nu løftede Chalita igen blikket. Jeg havde ikke tænkt så meget på det før, men nu kunne jeg se, at hun havde sin mors smukke øjne. Lange mørke øjenvipper indrammede dem.
”Ja … øh, det tror jeg nok … jeg ved ikke helt …”

Chalita rakte op og fjernede sit slør. Det virkede helt forkert. Hun var jo hverken i familie med mig eller en völar. Jeg havde lyst til at protestere, der kom bare ikke en lyd over mine læber.
”Vil du ikke nok love at komme tilbage, Aramiel?”

Min vejrtrækning standsede kort, og sveden sprang frem på min pande og håndflader. Hun var så sød og køn, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at fornærme hende.
”Vil du ikke nok?”
Hun kiggede bedende på mig med hovedet let på skrå.
”Jo,” hørte jeg mig selv svare.
”Tak, Aramiel. Det glæder mig.”
Før jeg fattede, hvad der skete, lænede hun sig frem og kyssede mig på munden.

I samme nu hørte jeg raslen af blade og drejede forskrækket hovedet. Foran os stod Sif fuldstændig forstenet. Jeg så kort ind i hendes øjne. Hendes udtryk mindede mig om et vildt dyr trængt op i en krog. Så snurrede hun rundt og forsvandt ind mellem buskene.

Læserkommentarer
“Kommer der en forsættelse til Den Sorte Safir? Jeg synes, den er så god, så jeg kan næsten ikke vente. Det bedste sted er der i Safirens forbandelse, hvor djinen sætter dem på prøve. Du har en god fantasi.” Sofie, 3. klasse

“Den første prøve var mest uhyggelig, fordi der var et stort monster.” Anton, 3. klasse