Mød Cecilie Eken

Jeg tager gerne ud og møder mine læsere – både børn, unge og voksne – i mange forskellige sammenhænge. Nogle af dem er beskrevet her. Hvis du er interesseret i et foredrag/forfatterbesøg/skriveværksteder, er du altid velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen nederst på siden eller via denne e-mail.

Mht. støtte til foredrag: Jeg er en del af Kunstfondens Levende litteraturmøder-kataloget (se mere om puljen her), dvs. at skoler, biblioteker og andre kan søge om støtte til foredrag i denne pulje. Der gives prioritet til forfattere i kataloget.

ornament-p5.gif

Foredrag i skolen

Mine foredrag for skoleelever er altid skræddersyet til den helt specifikke målgruppe – se mere længere nede. Helt overordnet fortæller jeg dog altid om mig selv, mit forfatterskab, læser eventuelt lidt højt og  besvarer meget gerne spørgsmål. Hvordan kom jeg i gang med at skrive? Hvad inspirerer mig? Hvordan finder jeg på idéerne? Hvordan bliver de til en bog? Hvordan er min skriveproces? Hvad er det bøger egentlig kan, hvorfor er det vigtigt at læse? Jeg viser slides og prøver altid at formidle på en måde, der er underholdende og rammer målgruppen. Samtidig lægger jeg vægt på, at eleverne også godt må få noget fagligt med hjem. I en tid hvor brugen af både billedmedier og AI stormer frem, giver mit foredrag et bud på sprogets, litteraturens og fantasiens særlig betydning for os. Hvorfor er det meningsfuldt – og spændende – at læse bøger?

Et arrangement tager normalt omkring 45-70 min. afhængigt af alderstrinnet og kan indgå som en del af et undervisningsforløb, hvor der arbejdes med et af mine værker eller f.eks. med billedbøger, digte eller fantasy som genre. Det er ikke et krav, at eleverne kender til mine bøger på forhånd, men det er min erfaring, at det i høj grad styrker dialogen, hvis børnene har læst et eller flere værker og har forberedt sig på forhånd. Deltagerne får inspiration til yderligere læsning, fordi jeg som regel altid præsenterer flere værker.

Nogle gange kombinerer jeg forfatterforedrag og et lille skriveoplæg, hvor eleverne bliver sat i gang med at finde på en historie selv.

For indskolingen

Foredrag for indskolingen tager ofte udgangspunkt i mine billedbøger f.eks. Omnias hus og/eller Mørkebarnet. Her indgår højt læsning og samtale om værkerne som vigtige elementer. Jeg vil meget gerne styrke elevernes nysgerrighed og læselyst og efterlade dem med et positivt billede af bøgernes særlige verden, så vi taler blandt andet om, hvad ord og bøger kan.

Der findes et ‘Læs og tal sammen’-materiale til Omnias hus, som kan tilgås her.

“Hun var god til at fortælle og sjov at lytte til.”
“Hun kom godt ud med ordene, og det var også godt, at hun læste højt og havde bogmærker med.” “Det skulle have varet to lektioner i stedet for en.”
Citater fra evaluering 3. + 4. klasse Outrup skole, Outrup

For mellemtrinnet

På mellemtrinnet kender eleverne til værker som Sølvblomst/Natblomst, Det Levende Sværd, Max Vero, Den Sorte Safir eller de poetiske billedbøger som Mørkebarnet eller V. De kan også have læst kortere tekster som Terra, Kong Hvidstens krone eller andet, vi har aftalt. En anden mulighed for 6. klasser er De stærkeste, der handler om krig, både i Danmark under 2. verdenskrig og i Syrien.

Jeg fortæller om bøgernes tilblivelse, inspirationen, og hvordan jeg arbejder. Jeg lægger altid vægt på at fortælle levende og engageret og fortælle om mine bøger – og litteratur generelt – på en måde, der gerne skulle booste læselyst og forståelsen for, hvad det er som bøgerne særligt kan.

“Hun var levende at se og høre på – det var ikke et normalt kedeligt foredrag, det havde jeg frygtet.”
Hun er sej, en sej type, en drengetype, som skriver gode drengebøger. Hun er ikke ‘fesen’ og tøset som mange andre.”
“Jeg fik en god idé til min næste stil.”
“Hun er en rigtig god forfatter, det er fedt at have mødt hende.”
Citater fra evaluering i 6.b Hastrupskolen, Køge

For udskolingen

Et foredrag for udskolingen handler naturligvis om litteratur og forfatterlivet generelt. Hvis eleverne arbejder med lyrik, kan jeg fokusere særligt på billedbøger som Mørkebarnet og V.

En anden mulighed er, at de har arbejdet med værket For evigt din, der er skrevet med inspiration i H.C. Andersens Snedronningen. Her taler vi så om intertekstualiteten – på hvilken måde jeg forholder mig til eventyret.

Et aktutelt emne, nemlig krig, er omdrejningspunktet for langdigtet De stærkeste, der udkom i november 2024. Handlingen foregår dels  i Danmark under 2. verdenskrig, dels i Syrien under borgerkrigen og dels i nutidens Danmark. Historien om fejlbombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg indgår som et vigtigt element, og den fortæller jeg på en måde, der kan danne afsæt for en snak om, hvad krig kan have af konsekvenser, og hvad mennesker med flygtningebaggrund – også børn af flygtninge – kan bære med sig.

“Det var rigtig godt og medrivende, motiverende og lærende for både børn og voksne, vi var så glade for at lige præcis du kom.”
Citat fra mail fra lærer/skolebibliotekar, Pedersborg skole, Sorø

For voksne
Jeg har holdt foredrag på seminarer og kurser og konferencer for fagfolk og på skoler. Jeg fortæller om mit forfatterskab, evt. med fokus på et bestemt værk, og giver naturligvis smagsprøver i form af oplæsning. Derudover har jeg også god erfaring med at kombinere et forfatterbesøg på en skole med et slags “efteruddannelsesforedrag” om eftermiddagen for dansklærerne. Her får lærerne en kort præsentation af det, jeg underviser i på mine skrivekurser inklusiv en masse inspiration og konkrete forslag til, hvordan de kan arbejde med kreativ skrivning – og skrivning i det hele taget – i dansktimerne.

 

ornament-p5.gif

Foredrag for alle
Jeg holder også foredrag rundt om på landets folkebiblioteker blandt andet for bogklubber. Det er som regel både børn og voksne, der kommer til disse arrangementer. Et foredrag kan også kombineres med en skriveworkshop.

 

ornament-p5.gif

Skriveværksteder
Jeg har mange års erfaring med at undervise i kreativ skrivning – både i folkeskolen og på diverse skrivekurser og sommerskoler – og jeg underviser både børn, unge og voksne. Nogle gange er der tale et forløb over flere dage eller uger, hvor jeg kommenterer deltagernes tekster mundtligt eller skriftligt i flere omgange. Nogle gange er der tale om en ’inspirationsdag’, hvor jeg kommer en dag på en skole og sætter et skriveforløb i gang, hvorefter dansklærerne kører forløbet videre.

Mit udgangspunkt er altid praktisk snarere end teoretisk, undervisningen sigter mod at inspirere deltagerne og give dem nogle konkrete værktøj, de kan bruge direkte i deres egen skriveproces. Når jeg gennemgår teori, lægger jeg vægt på, at der er masser af eksempler og små øvelser, der aktiverer deltagerne gennem i forløbet. Ellers er min rolle at være konsulent og kommentere deltagernes egne tekster.

I forbindelse med min billedbog Mørkebarnet har jeg også arbejdet med at lave rimværksteder for folkeskolens mindste klasser, primært 2. og 3. klasse. Mørkebarnet var også udgangspunkt for et huskunstnerprojekt i 4. klasser, hvor eleverne skrev digte om “to sider af mig” og siden arbejde med illustrationer i samarbejde med en billedkunstner.

Jeg har også arbejdet med world building/universudvikling i et huskunstnerprojekt for 7. klasse. Her var der vægt på at få kreativitet og leg ind og sætte gang i skrivelysten ad den vej.

Novelleskrivning med udvalgte unge har jeg også lavet af flere omgange. De to novellesamlinger Jylland på skideren og Pigen bag masken er resultatet af to af den slags forløb lavet med unge fra hhv. hele Sønderjylland og Aabenraa Kommune.

Jeg har også været involveret i mange tværfaglige huskunstnerprojekter, hvor jeg har samarbejdet med en billedkunstner eller en komponist omkring det endelige produkt.

Hvis du er interesseret i et huskunstnerprojekt, så skriv gerne til mig. Projektet bliver altid udviklet i samarbejde med de ansvarlige lærere og tilpasset den præcise målgruppe.

“Cecilie Eken er ikke blot en god kunstner, men også en blændende formidler. Hun forstår at fange eleverne. Vi har kun godt at sige om projektet.”

Citat fra evaluering fra Vangeboskolen, Søllerød, der fik støtte fra Huskunstnerordningen.

ornament-p5.gif

Kursus for dansklærere
Dette kursus har jeg gennemført på adskillige CFU’er og kommunale Pædagogiske Centre rundt om i landet. Kurset bygger blandt andet på mit materiale Fra første linje – om at skrive fiktion med mellemtrinnet, som er udkommet på Dansklærerforeningens Forlag. Det henvender sig til dansklærere, der underviser fra 3. klasse og opefter. Jeg sigter på at give deltagerne nogle praktiske redskaber, der kan bruges i direkte arbejdet med elevernes (kreative) skrivning. Jeg fokuserer bl.a. på elementer som plot, personkarakteristik, komposition og sproglig udformning. Hele forløbet er bygget op omkring praktiske øvelser, der kan anvendes direkte i undervisningen, og deltagerne får mulighed for selv at prøve nogle af dem af.

“Super godt og så relevant!”
“Cecilie Eken fremmer bare forståelsen.”
“Dygtig dame og velforberedt.”

Citater fra evaluering af kursus for dansklærere, CFU Esbjerg

ornament-p5.gif

Huskunstnerordningen – støtte til kreativ skrivning
Ud over Kunstfondens pulje, Levende litteraturmøder, der støtter børn og unges møde med forfattere, findes der også Huskunstnerordningen, der støtter længerevarende kreative skriveworkshops blandt andet på skoler – se mere om dette på Kunststyrelsens hjemmeside.