Velkommen til min hjemmeside

Her kan du læse mere om mig, mine bøger for børn og unge og få oplysninger om foredrag og skriveværksteder.

Hvis du vil have fat i mig angående et spørgsmål, et forfatterbesøg eller et skriveværksted, er du altid velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen nederst på siden eller via denne e-mail. Hvis det er en længere forespørgsel, kan du med fordel bruge mail.

Du kan også følge mere med i, hvad jeg går og laver på min officielle Facebook-side her. Jeg er også på Instagram. Der skriver jeg lidt mere om mit dag til dag-arbejde og viser, hvad jeg oplever rundt omkring, når jeg er ude at holde foredrag og undervise eller andet – eller fortæller om andet, der lige optager mig her og nu.

ornament-p11.gif

Kommende arrangementer

Her i foråret skal jeg holde foredrag og lave workshops rundt om på skoler i hele landet, både i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Jeg skal bl.a. til Sønderborg, Esbjerg, Aarhus, Svendborg, Roskilde og Albertslund, og jeg glæder mig til at møde en masse læsere og forfatterspirer. Jeg glæder mig også til, at jeg skal undervise på Brønderslev Forfatterskole, en sommerskole for skriveglade unge, i uge 31 i sommerferien. Det er altid et sommerhøjdepunkt!

ornament-p11.gif

Særlige nyheder

Ny billedbog, Omnias hus, udkom i april 2023! Se mere på forlagets hjemmeside eller her.

27. oktober udkom min nyeste bog, Max Vero – venner i krig! Der er tale om en opdateret og gennemredigeret udgave af min serie om Max Vero samlet i ét bind med en flot forside tegnet af Emil Landgren. Jeg har arbejdet med både handling og sprog, og der er bl.a. flere helt nyskrevne scener i denne version. Aldersgruppen er 10 år og op, og de får med Max Vero – Venner i krig, som er den nye titel, en hæsblæsende actionhistorie, der samtidigt tager fat på det tunge emne, som krig er. Du kan læse mere om bogen her og på forlagets hjemmeside.

Natblomst er blevet udvalgt til at være “White Raven 2022” af Internationale Jugendbibliotek i München, Tyskland, der modtager børne- og ungdomsbøger fra hele verden. Af disse udvælger de en gruppe på 200 bøger til deres særlige katalog og udstilling på bogmessen i Frankfurt. Om Natblomst skriver de: “Cecilie Eken tells a suspenseful and sensual story about the relationship between people and nature, but also about loss and secrets.”

Dansk IBBY valgte at indstille mig til den svenske ALMA-pris, Astrid Lindgren Memorial Award, 2023. Det er en stor ære, og jeg er meget glad.

Min roman for 9-12 årige, Natblomst, udkom 20. oktober  2021. Det er en selvstændig fortsættelse til min roman Sølvblomst fra 2002. Natblomst handler om ensomhed, venskab og ikke mindst om vores forbindelse til naturen omkring os. Egentlig har jeg altid afvist at skrive en fortsættelse til Sølvblomst, men så fandt jeg på en ide: nemlig at iden er gået i den magiske have i bogen, og at hovedpersonen ikke skulle være den samme som i Sølvblomst, men en helt anden.

Til min store glæde blev Natblomst  i december 2021 nomineret til Weekendavisens Litteraturpris som det eneste børnelitterære værk ud af ti. I indstillingen står bl.a.: “Bogen fastholder sin læser i et effektivt plot, som hele tiden overrasker, mens det sproglige register rækker fra smuk poesi til autentiske replikker lagt i munden på en presset pubertetspige.” Selve prisen gik til Rakel Haslund-Gjerrild for romanen Adam i Paradis.

Se mere om Natblomstforlagets hjemmeside og her.

Natblomst er også blevet nomineret til en Orlapris og shortlistet til Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur 2022.

 

Fra mit arbejdsbord

Lige nu arbejder jeg bl.a. på en fantasyroman, men også på en tekst på vers. Endnu er det for tidligt til, at jeg kan sige mere …

 

ornament-p11.gif

Udsolgte bøger

Nogle af mine ældre titler, Valravnen, Kongebarnet og Troldmandens søn, er udsolgt fra forlaget, men fås som e-bøger. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du søger en bestemt (fysisk) bog, som du ikke kan skaffe. Måske kan jeg hjælpe.

Angående kopiering fra min hjemmeside

Kopiering fra denne hjemmeside må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.